torsdag den 8. september 2016

K A R R Y - O K S E K O F T A / Curry with beef kofta



For et par uger siden lavede jeg denne super lækre friske curry. Den vil uden tvivl holde dig varm på en kold dag :-)

Du skal bruge:
1 stor tsk garam masala
400 g oksekød
1 æg
olivenolie
1 dåse flåede tomater
Ingefær, revet (ca. 2 cm)
1 løg
2 fed hvidløg
1 bundt koriander
1 medium stærk chili
1 tsk gurkemeje
1 tsk flydende honning
1 spsk rogan josh karrypasta (kan købes i asiatiske butikker)
250 ml kokosmælk
Salt/peber

Serveres med:
Ris 
Cremefraiche/yoghurt
Limebåde

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Start med at blande oksekødet godt med garam masala, æg og salt/peber. Lad det stå ca. 15 min. Form herefter farsen til små pølser, steg dem på en pande med lidt olie, til de er gyldne på alle sider. Sæt pølserne til side.
Løg, ingefær, chili, korianderstilke (gem bladene til pynt) og hvidløg blendes med halvdelen af de flåede tomater. Steg tomatblandingen af i en gryde med olie, gurkemeje, og rogan josh, lad tomatsovsen koge 5-10 minutter. Blend resten af tomaterne med kokosmælk og honning og hæld det i gryden til resten af tomatsovsen. Lad det hele koge godt igennem i ca. 10 minutter.

Læg dine koftapølser i et fad og hæld din karry over. Sæt det i ovnen ca. 20 min. til retten småsimre og pølserne er færdigtilberedte.



søndag den 28. august 2016

Æ B L E T Æ R T E / Apple pie



På en kold sensommerdag i sommerhus, med regn og torden, er en æbletærte helt på sin plads. Denne æbletærte er super nem og klar i løbet af 30 min. Servér æbletærten lun, med en lækker økologisk fuldfed cremefraiche.


Du skal bruge: 
150 g smør
125 g sukker
1 æg 
175 g hvedemel
2 tsk bagepulver

3 gode saftige æbler
2 spsk kanelsukker

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 200 grader

Rør smør og sukker godt sammen og tilsæt ægget. Bland mel med bagepulver og rør det i "æggesnapsen. Kom dejen i en smurt springform (ca. 24 cm.) og forbag kagen nederst i ovnen.

Skær æblerne i små tern og bland dem godt med kanelsukkeret. Når kagen er forbagt, hældes æblestykkerne på kagen og presset ned i den bløde halvbagte dej. Bag æbletærten færdig i 25 min.





onsdag den 24. august 2016

W O N T O N S / Dumplings




Åh disse små godbidder, fyldt med krydret svinekød, skal prøves. Spis dem med soya og sur/sød chilisovs og du er i himlen!

Du skal bruge:
1 pakke små wonton plader (købes i dit lokale asiatiske supermarked)
2 store forårsløg, fint hakket
1 stort fed hvidløg, presset
1 stykker fint revet ingefær (på størrelse med en tommelfinger)
1 lille bundt koriander, fint hakket
400 g hakket svinekød
salt/peber
Soya (købes i dit lokale asiatiske supermarked)
Sur/sød chilisovs (købes i dit lokale asiatiske supermarked)

1 bambus dampkoger (kan købes billigt i dit lokale asiatiske supermarked)
Bagepapir

Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne til fyldet sammen og lad det stå 20-30 min på køl.
Tag en gryde der passer nogenlunde med diameteren på din dampkoger, og fyld den halvt op med vand. Sæt gryden over at koge.
Tag en wonton plade og læg en teskefuld fyld på. Dup forsigtigt kanterne med vand og fold din wonton sammen til en pakke. Det er ligemeget, hvordan den ser ud, bare den er tæt. Fortsæt til der ikke er mere fyld tilbage.
Klip bagepapiret, så det passer med dampkogerens diameter. Placer så mange wontons i dampkogeren som muligt, og damp dem over det kogene vand i ca. 7 min.
Spis dem varme med chilisovs og soya.


tirsdag den 5. juli 2016

M A N D E L K A G E - M E D - V A N I L J E S K U M / Almond cake




Denne mandelkage er let og smager dejligt af mandler og sommer. Sammen med vaniljeskum og friske sommerbær udgør mandelkagen en udsøgt dessert på en varm sommeraften.

Det skal du bruge:
(Jeg bruger altid økologiske- eller danske råvarer)

125 g sukker
125 g blødt smør
125 g revet marcipan
2 æg
40 g mel
50 g hele mandler
Evt. lidt revet mørk chokolade til pynt

Vaniljeskum:
1/4 l piskefløde
1 spsk sukker
1 stang vanilje, kornene



Sådan gør du:
Rist mandlerne af på en pande til de har fået farve. Mandlerne skal herefter blendes til en fin mel. Pisk sukker og smør hvidt og skummende, tilsæt revet marcipan i mazarindejen og pisk det hele sammen. Æg tilsættes ét ad gangen, mens der piskes. Tilsæt mel og mandelmel og rør mazarindejen godt sammen.

Bag kagen i en smurt tærteform ca. 20 min. ved 175 grader. Lad kagen køle af.

Vaniljeskum:
Pisk fløden med sukker og vaniljekorn. Det skal være let pisket, men lidt fast. Stil vaniljeskummen på køl til mazarinkagen er færdig og kølet af. 


Pynt kagen med vaniljeskum, chokolade og friske sommerbær.

G U L E R O D S K A G E - M E D - F L Ø D E O S T E C R E M E / Carrot cake




Dansk sommer som vi kender det regn, regn, regn! 
Vi er i sommerhus, har tændt stearinlys, spiller spil, ser Olsen Banden og spiser lækker gulerodskage med flødeostecreme, mmmm! 

Det skal du bruge:
(Jeg bruger altid økologiske- eller danske råvarer)

150 g blødt smør
150 g brun farin
3 æg
4 dl mel
1 tsk mel
3 tsk stødt kanel
300 g revet gulerod
Evt. en håndfuld valnødder, groft hakket 

Flødeostecreme:
200 g flødeost
2 spsk vand
50 g flormelis
1 spsk friskpresset citron

Sådan gør du:
Rør smør og sukker hvidt og skummende. Rør ét æg i ad gangen, og rør godt imellem hvert. Vend gulerødderne i sammen med sigtet mel, bagepulver, kanel og nødder og vend forsigtigt det hele i gulerodskagedejen.
Tænd ovnen på 175 grader og bag kagen i en smurt form på nederste rille i ca. 1 time. Tjek gulerodskagen efter en halv time. Afhængig af, hvor stor en form du har brugt, varierer bagetiden. Lad kagen køle af.

Flødeostecreme:
Rør alle ingredienserne sammen og fordel det på gulerodskagenkagen. Stil evt. kagen på køl, så cremen kan sætte sig lidt.

søndag den 3. juli 2016

M A Z A R I N K A G E - M E D - H I N D B Æ R / Raspberry cakes






Vi holder sommerferie og nyder godt af Mols' friske frugt og grønt. Disse små fine hindbær-mazarinkager smager fantastisk af sommer og man kan nemt spise to.



Du skal bruge (12 små kager) :
(Jeg bruger altid økologiske- eller danske råvarer)

125 g sukker
125 g smør, blødt
125 g marcipan, groft revet
2 æg
50 g mel
24 hele hindbær, vasket og renset

Vaniljeskum:

1/4 piskefløde
1 spsk sukker 
1/2 stang vanilje, kornene

Sådan gør du:

Pisk smør og sukker luftigt, tilsæt revet marcipan og pisk det hele sammen. Tilsæt æg, ét ad gangen, mens du pisker. Tilsæt mel og rør det godt ud i mazarindejen.
Smør en muffinform (til 12 kager) med smeltet smør og fyld hullerne 2/3 dele op med mazarindejen. Pres et hindbær ned i midten af, hver mazarinkage.

Bag kagerne ved 175 grader i 20 min.


Vaniljeskum:

Pisk fløden med sukker og vaniljekorn. Det skal være let pisket, men stadig fast. Stil vaniljeskummen på køl til mazarinkagerne er færdige og kølet af.

Pynt, hver mazarinkage med vaniljeskum og et hindbær på toppen. 





mandag den 27. juni 2016

R A B A R B E R K O M P O T / Rhubarb compote


Det er sæson for rabarber og, hvad er mere lækkert end en rabarberkompot! Brug den på din skyr, i flødeskum, på chokoladekage, som marmelade, i muffins, til kylling.... kun fantasien sætter grænser.

Du skal bruge:
(Jeg bruger økologiske råvarer)
1 kg rensede rabarber
200 g sukker
2 stænger vanilje
1/2 citron, saften
1 stort Weck glas, steriliseret.

Sådan gør du:
Skær de rensede rabarber i mindre stykker og put dem i en gryde. Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud, put de tomme stænger i gryden. Vaniljekorn og lidt af sukkeret blandes sammen, til alt sukkeret er opløst i vaniljen, kom det i gryden sammen med resten af sukkeret.
Lad hele herligheden simre under svag varme, så rabarberne afgiver væske til kompotten (tilsæt evt. et par spsk. vand). Når rabarberne er kogt ud til en halv-grov mos tilsættes citronssaften, og den smages til (tilsæt evt lidt ekstra sukker).
Tag de tomme vaniljestænger op og hæld rabarberkompotten på glas.
Opbevar rabarberkompotten i køleskabet en uges tid.









K R Y D D E R S M Ø R / Flavoured butter



Kryddersmør smager fantastisk, og tager under 3 min. at lave. Jeg bruger kryddersmør til stort set alt f. eks. i kogt pasta, som sauce, på friske lune sommergrøntsager, til bøffen, på brødet osv osv. Samtidigt er det en god måde, at få brugt dine sommer-krydderurter på. Denne kryddersmør er med blomsterkarse, som giver lidt farve til smørret. 
(Husk, jeg bruger økologiske råvarer)

Du skal bruge
1 pakke god smør
1 håndfuld frisk timian (vasket meget grundigt)
1 håndfuld bredbladet persille (vasket meget grundigt)
1 håndfuld blomsterkarse 
2 små fed hvidløg
Salt/peber


Sådan gør du: 
Rens og tør krydderurterne rigtig godt. Put derefter alle ingredienserne i en blender og blend, til det hele er godt blandet og hakket fint.

Lav en rulle påhusholdningsfil, rul det sammen og opbevar kryddersmørret i fryseren

Ha' altid en rulle kryddersmør i fryseren!

lørdag den 16. april 2016

T I R A M I S Ù




En tiramisú går man aldrig galt i byen med. Det er en italiensk dessert lavet på mascapone og små søde kiks (ladyfingers), og med undertoner af kaffe og portvin er det den perfekte afslutning efter en lækker middag. Jeg er ikke kaffedrikker derfor er min udgave med meget lidt kaffe, men alligevel nok til, at den har kaffesmag som en klassisk tiramisú skal have.

Du skal bruge (6 personer):

4 pastauriseret æggeblommer
4 spsk sukker
1 dl Masala eller anden hvid portvin
1 stang vanilje, kornene
1 dl fløde
500 g mascapone 
200 g ladyfingers
1 dl kaffe
6 weck glas eller andre mindre skåle

Drys: Kakao



Sådan gør du:

Start med, at brygge en stærk kop kaffe. Bræk nogle ladyfingers i stykker, så bunden på weck glassene er dækket. Hæld 2 teskefulde Masala  over dine ladyfingers og gør det samme med kaffe tilsæt evt. lidt mere af hver, hvis ladyfingers'ne ser tørre ud. 
Pisk æggeblommer og sukker sammen og vend mascaponen i. Pisk fløde og vaniljekorn sammen til en let flødeskum og vend det i mascaponecremen. Fordel halvdelen af mascaponecremen over dine ladyfingers i weckglassene. Læg et nyt lag ladyfingers på og fordel resten af cremen i glassene. Læg låg på og stil din tiramisú i køleskabet mindst 3 timer, inden servering drysses med kakao.



onsdag den 13. april 2016

B A G E L S




Vi er en rigtig madpakke familie. Det betyder rugbrødsmadder en del gange om ugen, hvilket ofte er ret kedeligt. Men nu er jeg blevet ret vild med bagels. Jeg har altid troet de var tørre og umulige, at holde pålægget i, men bagels er sprøde udenpå og blød indeni, hvilket jeg synes er ret lækkert. Pynt dem med ost, birkes, salt, peber...eller put spinat, gulerod, tomat eller kerner i dejen, kun fantasien sætter grænser. De er super nemme, at bage og drengene elsker, at hjælpe til med hullerne.

Du skal bruge (8 store):

450 g hvedemel
0,25 dl lys sirup
1 spsk olie
0,75 spsk salt
2,5 dl vand, lunkent
25 g gær
1 spsk sukker

Pynt: birkes, sesamfrø, salt/peber eller andet. 
1 udstikker, ø 3 cm





Sådan gør du:

Rør gæren ud i det lunkne vand, tilsæt de øvrige ingredienser. Rør eller ælt dejen til den er glat og smidig. Lad den hæve 15 min.
Del dejen i 8 boller og pres bollerne flade. Brug udstikkeren til, at lave et hul i midten. Lad dine bagels hæve ca. 30 min. et lunt sted.

Inden hævningen er færdig, sættes en gryde over at koge med en masse vand. Kog bagelsne ca. 2 minutter på hver side. Læg de kogte bagels på en bageplade med papir og pynt. 
Bagelsne bages ved 200 grader i en alm. ovn ca. 25 min.




søndag den 3. april 2016

C H I C K E N - T I K K A - M A S A L A



Jeg kunne spise indisk mad hver dag! Det er ret nemt, at lave og smager helt fantastisk. Det kræver et basis lager af div. krydderier, men når du har købt krydderierne første gang er der til mange retter. Vær opmærksom på, at indisk mad ofte indeholder marineret kød eller bønner/linser der skal forberedes dagen før. 


Du skal bruge (dette er en børnevenlig udgave tilsæt mere chili, hvis du kan lide stærk mad): 

1. dag: kylling og marinade

1 tsk stødt nellike
1 tsk spidskommen
2 tsk garam masala (en indisk krydderiblanding der kan købes i de fleste supermarkeder)
1 stk lime
6 fed hvidløg
1 stykke ingefær skrællet og fint revet (ca. 5 cm)
6 store spsk yoghurt natural
1 tsk salt
800 g kyllingbryst (natural)

2. dag: Sovsen

2 løg
1/2 rød chili
30 g frisk koriander
Olivenolie
1 spsk stødt koriander
1 tsk paprika
1 tsk garam masala
6 spsk fint hakkede mandler
1 dåse tomater
1 dåse kokosmælk
1 hønseboullion terning
3 dl kogende vand

Basmatiris

Sådan gør du:

Kyllinge-marinaden:
Rist de tørre krydderier af på en varm pande ca. 1 minut. Hæld krydderier i en stor skål sammen med saften fra limen, de pressede hvidløg og den fint revet ingefær. Hæld nu yoghurt i skålen og rør det godt rundt. Skær kyllingen ud i stykker af 2x2 cm og bland det i den krydret yoghurt. Lad blandingen stå i køleskabet natten over (eller mindst 2 timer).

Sovsen:
Skræl og hak hvidløg og løg fint sammen med chili og stilkene fra den friske koriander (gem bladende til senere). Hæld løg, hvidløg, chili og koriander på en middelvarm pande med olivenolie og lad det simre i ca. 20 minutter til det er gyldent (rør jævnligt i det). Tilsæt stødt koriander, paprika og garam masala og kog det med et par minutter og tilsæt mandlerne.  Hæld dåse tomaterne i, tilsæt boullion terning det kogende vand og lad det koge i 5 min før du tilsætter kokosmælken. Sovsen skal simre i 40 minutter mens du kort steger kyllingestykkerne på en grillpande, så de får de klassiske grill-streger ca. 1-2 minutter på hver side (gem yoghurtblandingen). Kyllingen på ikke blive gennemstegt på panden. De grillede kyllingestykker og yoghurtblandingen kommes i sovsen og simrer med i ca. 15 min. Smag til med salt og peber. 
Server med basmatiris, de friske korianderblade og en raita

B R O W N I E




Det er søndag, og jeg trænger virkelig meget til kage! Denne brownie er blød, svampet og smager af dejligt af chokolade, derfor er den også i top 5 over yndlingskager her i familien.
Husk, hvis du har en rest om et par dage, så prøv mine lækre romkugler.

Du skal bruge:

250 g smør
150 g mørk chokolade (hakket i små stykker)
4 æg 
250 g sukker
150 g hvedemel
3 spsk kakao
evt. 200 g hakkede valnødder


Sådan gør du:

Smelt smør og chokolade sammen og lad det køle af. Pisk æg og sukker til en "æggesnaps", det tager ca. 5 min. Bland herefter forsigtigt mel og kakao i massen (tilsæt også valnødder her). Vend den afkølede chokoladeblanding i. Hæld brownie-dejen i en form (ca. 20 x 30) foret med bagepapir, og lad kagen bage ved 175 grader ca. 25 min. 
Kagen må godt føles en smule underbagt, så er den "svampet" som en brownie skal være.




fredag den 1. april 2016

R O M K U G L E R /Danish pastry



Hvem kan ikke lide romkugler! Jeg har ofte smidt tørre kagerester ud fordi, jeg ikke har tænkt på, at genbruge dem, men det er slut fra nu af! Du kan bruge alle mulige slags kagerester og marmelader. Jeg er nok mest til en helt klassisk romkugle, så her er min opskrift på bløde klassiske og velsmagende romkugler.

Det skal du bruge (15 mellemstore romkugler):

500 g kagerester (jeg bruger chokoladekage)
4-5 spsk hindbærmarmelade
1 stang vanilje
1 spsk sukker
1-2 spsk rom (eller essens, hvis det er til børn)
Kokosmel (eller andet)


Sådan gør du:

Flæk vaniljestangen og bland kornene med sukkeret. Hæld derefter alle ingredienserne i en røremaskine og kør det hele til en blød romkuglemasse. Smag til og tilsæt evt. lidt mere marmelade eller rom/-essens. Romkuglemassen sættes på køl ca. en halv time, hvorefter romkuglerne formes og rulles i kokosmel. Stil romkuglerne på køl til de skal spises.



tirsdag den 22. marts 2016

B A N A N K A G E / Bananabread




Denne banankage er en helt klassisk kage fra Karolines Køkken. Jeg har bagt den mange gange og den er nem, enkelt og yderst velsmagende.

Det skal du bruge:
3 æg
170 dl sukker
2 vaniljestænger
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
100 g smeltet, afkølet smør
1 moset banan
50 g hakket chokolade

100 g smeltet mørk chokolade til overtræk

Sådan gør du:
Smelt smørret og lad det køle af. Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud og bland vaniljekorn og sukker til en mørk masse. Pisk æg og vaniljesukker til en æggesnaps og rør forsigtigt smørret i, inden du slukker maskinen. Bland mel og bagepulver sammen og vend det forsigtigt i æggemassen med en dejskraber. Vend den mosede banan og den hakkede chokolade i. Hæld dejen i en smurt franskbrødsform og bag kagen nederst i ovnen på 175 grader ca. 55 minutter.
Lad kagen køle af før du hælder den smeltede chokolade over.




torsdag den 18. februar 2016

G A M M E L D A G S Æ B L E K A G E / Danish apple cake


Denne lækre æblekage smager af sommer, sol og gode minder og, så er den rigtig nem, at lave. Jeg bruger 2 vaniljestænger, da jeg godt kan lide den intense vaniljesmag sammen med de syrlige æbler. Man kan sagtens nøjes med en vaniljestang.

Du skal bruge (4 pers.):

1,5 kg skrællede æbler i mindre tern
2 stænger vanilje
2 spsk sukker
1 pose makroner
1 dl vand
1/4 dl fløde (38%)
Lidt revet chokolade

Sådan gør du:

Put æblerne i en gryde. Flæk- og skrab kornene ud af vaniljestængerne. Bland vaniljekornene med lidt af sukkeret og put vaniljesukkeret og de tomme vaniljestænger op i gryden med æblerne sammen med resten af sukkeret. Tilsæt vandet og lad det koge til en grov æblemos. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis det er nødvendigt. Tag de tomme vaniljestænger op af æblemosen og lad mosen køle af.

Anret æblekagen i glas med æblemos, makroner, æblemos og makroner. Pynt til sidst med flødeskum og lidt revet chokolade.


M Ø R K chokolade B R O W N I E med saltet karamel / Dark chocolate brownie with salted caramel:



Mørk chokolade er klart min favorit og jeg kan spise den til- og på- og i alt. Denne chokolade brownie er super lækker og mørk i smagen. Brownien smager ekstra godt med saltet karamelsovs.


Du skal bruge:

125 g mørk chokolade
125 g smør
2 æg
2,5 dl sukker
1 stang vanilje, kornene
3 spsk kakaopulver
1,5 dl hvedemel
200 g hakkede mandler


Saltet karamelsovs

200 g sukker
50 g smør
1,25 dl fløde (38%)
Havsalt efter smag


Sådan gør du:

Brownie: Smelt chokolade og smør sammen mens du flækker vaniljestangen og blander kornene med noget af sukkeret. Køl chokolademassen lidt af og pisk æg og vaniljesukker lyst og luftigt. Rør forsigtigt kakao og mel i æggemassen, så du beholder noget af luftigheden. Bland derefter chokolademassen og mandler i.

Bag brownien i en 24x24 cm form ved 175 grader ca. 25 min. Beklæd- eller smør evt. formen inden du hælder dejen i.

Saltet karamel sovs: Lad stille og roligt sukkeret smelte i en gryde. Du skal ikke røre i det, så undgår du klumper. Når sukkeret er smeltet fjerner du gryden og tilsætter smørret under omrøring. Når smørret er smeltet sættes gryden tilbage på varmen og fløden tilsættes, mens du stadig rører i karamelmassen. Når karamellen er blevet ensartet og tyk fjernes den fra varmen og der tilsættes salt efter smag.
Er karamellen for tyk tilsættes der lidt ekstra fløde, er den for tynd kan den koges lidt mere.





G R Ø N K Å L S S M O O T H I E /Kalesmoothie



Denne grønkålssmoothie er den bedste! Den er lækker som mellemmåltid/snack eller, hvis du er syg gør den underværker. Smoothien er smækfyldt med vitaminer og har en dejlig frisk smag.

Du skal bruge:

1 moden banan
Ingefær, et stort skrællet stykke
1 æble
2 appelsiner, saften
3-4 stængler grønkål, grundigt vasket og renset.
1 spsk honning
2-3 dl appelsinjuice

Sådan gør du:

Start med, at vaske grønkålen grundigt! Du vil helst ikke have jord i din smoothie. Pil grønkålen fra stænglerne og put alle ingredienserne i en blender. Hold lidt appelsinjuice tilbage, så smoothien ikke bliver for tynd. Blend det hele til en ensartet masse. Hæld evt. resten af appelsinjuicen i, hvis du synes smoothien er for tyk. En smoothie skal være lige midt i mellem tyk og tynd. Drik grønkålssmoothien iskold.




torsdag den 11. februar 2016

M A D E L E I N E S med birkes og citron / Madeleines with poppy seeds and lemon


Disse lækre franske madeleinekager burde man altid have en pose af i fryseren. Madeleinekagen er super lækker og citronen og de knasende birkes løfter en ellers lidt neutral kage. 


Du skal bruge (ca. 15 stk):

2 æg 
80 g sukker
Revet skal fra en 1/2 citron (når du bruger skal fra citron SKAL den være økologisk!)
1 1/2 spsk citronsaft
100 g mel
80 g smeltet smør
1/2 stang vanilje
1/2 tsk bagepulver
1 spsk blå birkes
Madeleine form


Sådan gør du:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud, bland det godt med sukkeret. Pisk æg og vaniljesukker lyst og luftigt mens du smelter smørret. Bland citronsaft og -skal i . Vend forsigtigt de sidste ingredienser i dejen, så du beholder så meget luft i dejen som muligt. Madeleinekagerne bages 10-12 minutter ved 200 grader.



tirsdag den 2. februar 2016

B A S I L I K U M H U M M U S /Basil hummus



Denne basilikum hummus får tankerne hen på varme sommerdage med grillerier og lækre salater og, så smager den bare fantastisk til alt!


Du skal bruge:

1 dåse øko kikærter 
1 stor bundt øko basilikum
1 lille fed hvidløg
2 tsk øko- skyr eller creme fraiche
2 spsk øko olivenolie
Citronsaft øko
Salt/Peber


Sådan gør du:

Rens og vask basilikum rigtig godt. Hæld væsken fra kikærterne og skyl dem under koldt vand. Put basilikum, skyr, kikærter, hvidløg og olie i en minihakker/blender og rør det til en ensartet mos. Smag hummussen til med salt/peber og citronsaft. Stil hummussen på køl til den skal spises. Den holder sig fint et par dage i køleskabet.

lørdag den 30. januar 2016

RUGBRØDSMAD med avocado og parmaskinke / Ryebread with parmaham and avovado



Har vi ikke rester, så består min frokost oftes af rugbrødsmadder, hvilket ofte kan bliver ret kedeligt. Jeg forsøger, at gøre rugbrødsmadderne så lækre, at jeg glæder mig hele formiddagen til frokostpausen :-) Dette er en af mine favoritter.

Du skal bruge:
1 skive rugbrød
1 skive god parmaskinke
1 avocado
2 tsk creme fraiche 
Lidt mayonnaise
Citron
Salt/peber

Sådan gør du:
Rist rugbrødet så det bliver sprødt. Smør det med lidt mayonnaise og læg avocado stykker på. Pres citronsaft over avocadoen og læg parmaskinken på. Krydder med salt og peber inden du drypper creme fraiche over.


T O A S T



Denne toast er den perfekte morgenmad/frokost især, hvis man har tømmermænd :-) Den er ret enkelt, utrolig velsmagende og fuld af kalorier.


Du skal bruge:

2 stykker fuldkornstoastbrød 
2 stykker parmaskinke
2 skiver ost
smør
1 æg
Ketchup
Lidt sennep


Sådan gør du:

Sæt et spejlæg over på en pande med lidt smør, mens du begynder på toasten
Smør begge toastbrød på den ene side med smør og vend dem. Smør ketchup på det ene-.  og en lille smule sennep på det andet brød. Læg begge skiver skinke og ost på det ene brød og saml toasten som var det en sandwich. Læg toasten på panden med spejlægget og steg den på begge sider til den er gylden og osten er smeltet. Jeg vil helst have spejlægget ovenpå, så blommen giver en lille sovs til toasten.

F R I T A T T A


Fritatta med grønkål, spinat og kartofler

Vi laver oftes fritatta (eller omelet/æggekage) i weekenderne. Det er en god start på dagen og den holder dig mæt i mange timer. Du kan tilsætte lige, hvad du vil bare du husker, at gennembage fritatta'n. Er der grøntsager i der afgiver meget væske, så tager den lidt længere tid om, at blive færdig. 

Du skal bruge:

En god håndfuld spinat
Et par små stængler grønkål (ca. en håndfuld når det er taget af stænglen)
En rest kartofler
Salt/Peber
5 æg
1/2 dl. mælk
1 løg
1 lille fed hvidløg
Frisk ingefær (ca. 2 cm.)
Smør eller olie til stegning


Sådan gør du:

Vask grønkål og spinat rigtig godt. Der må ikke være rester af jord eller sand på. Pil grønkålen fra stænglen og hak det lidt groft sammen med spinaten og skær kartoflerne i små tern. Pisk æg, mælk og salt/peber sammen i en skål.
Hvidløg, løg og skrællet ingefær hakkes i en minihakker eller hak det fint med en kniv. Svits det hakkede løg, hvidløg og ingefær over svag varme, et par minutter på en pande. Tilsæt grønkål og spinat og lad det står til det falder lidt sammen tilsæt nu kartoflerne. Rør i det et par minutter inden du tilsætter æggemassen. Jeg lader først fritatta'n står og stege på komfuret ca. 5 min og bager den færdig i ovnen ved 200 grader. Du kan også lade den stå på komfuret ved svag varme, men sæt låg på panden eller en tallerken, så overfladen også får godt med varme. En fritatta skal have ca- 10-15 min.

Vi spiser oftes rugbrød til, hvis vi har en rest pesto eller tapenade kommer jeg også det på.


Fritatta med rød peber, grønkål, spinat, parmesanost og basilikumpesto